For at blive en del af Nivå Gymnastikforenings konkurrencehold beder vi forældre læse dette grundigt igennem.
Vi ser frem til et godt samarbejde.
Hvem kan blive konkurrencegymnast?:
I Nivå Gymnastikforening stiller vi ikke krav til gymnastisk kunnen for at komme på konkurrencehold. Vigtigst for os er lysten til at lære, et godt kammeratskab, en god træningsmoral og en god forældreopbakning. Så skal gymnasterne nok lære det! Når det er sagt, kan ikke alle vores 250 konkurrencegymnaster deltage på højeste niveau. Trænerne vil i løbet af sæsonen inddele gymnasterne efter gymnastisk kunnen og tilmelde dem de relevante konkurrencer. Det er udelukkende trænerens vurdering, hvilket hold og hvilke konkurrencer de forskellige gymnaster deltager i.
Stort set alle der har lyst kan gå til konkurrencegymnastik i Nivå Gymnastikforening. Af og til henviser vi dog til et af vores andre hold i foreningen for at gøre gymnasten mere moden til at komme på konkurrencehold.
Træningstider:
Træningerne fokuserer på styrke, smidighed, kondition, grundtræning samt momenter i de forskellige redskaber.
Mødestabilitet:
Vi forventer, at gymnasterne møder stabilt til alle træningerne. Det er nødvendigt, hvis vi skal kunne planlægge et fornuftigt træningsforløb for dem og opretholde den gode fysiske form, som gymnastikken kræver.
Hvis gymnasterne alligevel er forhindrede i at deltage i en træning, bedes I melde afbud via SMS til holdets ansvarlige træner. Som trænere for flere hold modtager vi ofte mange SMS'er. I kan derfor ikke nødvendigvis regne med at få et svar, men vi noterer os naturligvis afbuddet. Send afbuddene i god tid, så vi har en chance for at nå at tilpasse træningstiden eller antallet af trænere herefter.
Forældre i hallen:
Forældre, søskende og andre pårørende skal opholde sig på balkonen under træning. Her kan I lave en kop the eller kaffe og tale med andre forældre, mens I overværer træningen.
Værdier:
Gymnasterne tilbringer meget tid med hinanden og med os som trænere i hallen i løbet af en sæson. For at den tid bliver så god som mulig, har vi defineret en række fokuspunkter, I skal kende. Det er vigtigt for os:
- At børnene er glade for at gå til gymnastik
- At de har et godt sammenhold
- At de har vilje til at lære en masse
- At de kan træne sikkert med kompetente trænere
- At de møder stabilt op til træningerne
Pak gymnastiktasken rigtigt:
Til den daglige træning skal børnene være iført tøj til at bevæge sig i. Børnene får ikke en dedikeret spisepause i løbet af træningen, men kan altid gå ud og tage lidt at drikke. Slik og sodavand vil vi ikke have i hallen til træning, bortset fra fødselsdage, hvor der kan deles ud til alle. Det kan ligeledes være godt at have en rulle sportstape liggende i sin taske.
Konkurrencer:
Gymnasterne skal deltage i konkurrencer, når træneren vurderer dem klar.
Sociale medier:
Foruden hjemmesiden har Nivå Gymnastikforening en kanal på YouTube, en facebookside og en instagramside, I skal kende til. Disse bruges til at fortælle nyt fra og om foreningen og poste billeder fra træningen, konkurrencer, opvisninger osv., så det er en god ide at gå ind og like den.
Konkurrencetøj:
Alle gymnaster på klubbens konkurrencehold vil modtage en sæt konkurrencetøj. For pigerne gælder det en dragt m/u ben. For drengene gælder det en tricot og shorts. Leje af dragten betales som en del af det månedlige kontingent.
Træningssæt:
Alle gymnaster på klubbens konkurrencehold bør købe en træningsdragt. Information omkring bestilling vil ske i efteråret.
Kontingent:
Kontingentet vil blive trukket hver 30. dag. Beløbet er forudbetalt og dækker den daglige træning og konkurrencer. Vi planlægger også træning i ferieperioderne, så vidt det er muligt. Mht. transporten til diverse arrangementer er det som udgangspunkt forældrene selv, der skal stå for transport frem og tilbage af deres børn. Der kan forekomme situationer, hvor der planlægges samlet transport af gymnaster og trænere i bus eller tog. Prisen for de pågældende hold ses under "abonnementer".
Frivillig Forening
Vi har brug for jeres hjælp ved afholdelse af konkurrencer, træningslejre og opvisninger på hjemmebane. Disse aktiviteter beror på frivillige og ubetalte indsatser fra både trænere og forældres side. Vi oplever generelt, at I som forældre er gode til at hjælpe til ved disse arrangementer. Det sætter vi stor pris på. Ser man på alle foreningens mange forskellige konkurrencehold over en kam, er det dog ofte de samme forældre, der har mulighed for at hjælpe. Derfor bliver der i efteråret trukket et depositum på 750 kr. pr. familie på jeres dankort. Depositummet vil I få refunderet ved sæsonens afslutning, hvis I i løbet af sæsonen har hjulpet til og optjent 100 point. I vil modtage nærmere besked om, hvilke opgaver der er mulighed for at melde sig til i løbet af sæsonen, så I fra start kan se datoerne og tidspunkterne, og dermed har en bedre chance for at afsætte tid til det.
Da vi som trænere lægger en masse tid og arbejde i planlægning af træning, konkurrencer og lejre, forventer vi, at I prioriterer gymnastikken højt og støtter positivt op om både gymnaster og trænerne. Vi glæder os rigtigt meget til at komme i gang.